Bark Bjarke

• Andre opplysninger
  1. 

     Bark Bjarke - Foto Lillesand Sjømannsforening

  HISTORIKK:  
  v/H. Larsson-Fedde

  10/1873: Levert som BJARKE til B. Birkeland m.fl., Lillesand
  00/1879: Overført til B. Birkeland, Lillesand
  11/1882: Strandet og forliste i Lombok stredet ved Java den 4/11-1882
                 på reise Surabaya til Stockholm med sukker. 

  Kaptein: 
  1873 - 1882: 
  173 - 1882: Johan E. Jahnsen, Vestregate, Lillesand

  14 manns besetning

  Bilbrev utstedt 18.10.1873
  
  Andre partshavere:
  1/10 part - B. Birkeland 
  1/10 part - H.J. Hammer 
  1/10 part - P.H. Jahnsen
  1/10 part - Lars Hammer
  1/10 part - J.F. Jahnsen
  1/10 part - T. Nielsen
  1/10 part - N.C. Flørenæss
  1/10 part - J. Thyvold
  1/10 part - J. Dannevig  
  1/10 part - Per og Ole Knudsen

  Barkskibet «Bjarkes» forlis -  skrevet av Tom Svennevig - se dokumeneter.
  
  

  Jeg vil her begynne å nedskrive den lange og dramatiske skildringen av Barken «Bjarkes « forlis. Jeg følger i store trekk  skildringen i datidens språkdrakt, men med   noen  tillempninger til dagens skrivemåte. Rett og slett  et kompromiss mellom  skrive- og talemålet i 1883 og i dag.

  Dette fylte hele forsiden i avisen Lillesands Tidende ( må ikke foveksles med Lillesandsposten som kom mye senere)
  

  . Om bord i denne skuta var det at denne fantastiske hendelsen gikk for seg i året 1883.  Skuta var da ti år gammel, bygd i 1873 på O.P.Knudsens verft i Lillesand. Den var eid av rederiet B. Birkeland. Skuta hadde en lengde på 131,9 fot og en bredde på 30,5 fot. Bjarke var eid av et partsrederi og ble ført av forskjellige kapteiner. Men det var Capt. J.E. Jahnsen som var sjef da den  katastofale hendelsen fant sted. Bjarke ble altså meldt strandet og forlist i Limbok-stredet ved Java. Fortellingen er ingen røverhistorie, men kaptein Jahnsens troverdige fortelling
  
  

  21 Mars  1885.

  Om Barkskib  Bjarkes Forlis (Kapt J E. Jahnsen) af Lillesand.

  Natten mellom den 4de og 5te September 1882 i Lombarstredet skal vi meddele føglende sannferdige fremstilling. Da skibet hadde inndtaget last med sukker på Surabaia på Java med ordre at losse i Stokholm, indløb etterretning fra Batavia at Nordvestpassaten var begynt at blæse. Sakkyndige frarådet derfror Capt at tage ut Sundastrædet, men derimod at benytte enten Bali eller Lombok strædet, og efter ytterligere rådførelse  bestemte han sig for det sidste. I parantes værende  det sagt at Capt senere har angret den tagne beslutning, og han tror at det havde været bedre ved en af de andre stræder, i sær Sundagstrædet. Andkommet til Lombarstrædet viste det sig vanskelig at komme gjennom på grund af sterk sydlig strøm og 

  vindstille. Flere ganger havde skibet avansered sålangt, at strædet var nær passered; men saa indtraf vindstille, og den voldsomme strøm førte skibet  tilbage igjen.

              Aftenen den 4de nov. var skibet langt ude i i Strædet. Vinden var nordlig. Det lynede og tordnet og med korte mellomrom fulgte sterke regnbyger, virkelig regnskyll, og natten var meget mørk. Man nærede ikke tvil om annet enn en gang ville skibet slippe ud. Men om natten stilnede det helt af. Skibet var uden kommando, og der fandtes ingen ankerbund. Kl 2 om natten blev det stående på et korallrevv ved sydpynten af Øen Moefa Spandita. Skibet huggede voldsomt, blev straks fuldt af vand og krengede sig fra land med storlugen i vandet. Alle fire bådet blev udsatte, men giggen gik i stykker ved udsætningen.

  Flere af mandskabet løb i bådene for at redde livet, men Capt fikk dem overtalt til at blive på vraget til dagen brød frem.Skibet sto under et 800 fod høyt fjeld. Og mellom skibet og fjeldet var der så meget rum at båderne kunde ligge til det blev dag. Om bord i skibet var der en gammel Danske, som var hyret i Surabaja.  Han havde seilet  på kysten av Java i mer enn 20 år og han påstod at han kunde forstå det sprog som taltes på øerne der omkring. Om morgene blev han , tilligemed 4 af mandskabet affsendt i sluppen for at undersøke øen. Om det fantes by eller myndighed hvor en kunde få hjelp. Klokken 12 kom båden til bage med beskjed om at det et stykke ovenfor skibet var det et sted hvor man til nød kunde lande. Dansken havde hat bud til en øvrighetsperson som skulde komme ombord om et par timer. Storbåden og prammen blev så lastet med diverse tøi og proviant. Som 7 mann skulde bringe til landingsstedet og opplosse sagene og sette båden. KL 4 om eftermiddagen blev skibet så skrøbelig at det ikke var muligt at være om bord, og nogen øvrighedsperson var ennu ikke kommen, hvorfor Kapteinen med de 4 mann som var tilbage lastede sluppen og søkte hen til landingsstedet medens det enn  var dag .Dette fandtes, men for at komme inn  måte man gjennom gjennom et stort hul i fjeldet, omtren i lighed med en port. Når bølgerne kom fyldtes hele hullet så det var vanskeligt at komme gjennom, thi skulde man ha stødt i mot, vilde det ha været vanskeligt at berge livet.

  Etter at hullet var passeret var det grunt vann med korallbund.Mannskapet som før havde passeret hullet med de 2 både, havde hat det uheld at få storbåden knust. De havde fått  de bjergede varer på land men havde nok at gjøre med at forsvare dem mod øens indvånere, som havde samlet sig i store mengder for at stjele og røve fra de skipbrudne. Disse folk, som hører til de malaiske stammer, var mørke av hudfarge og gik gaanske nøgne. Alle var væbnede med ½ alen lange og brede, og dertil meget brede knive som de brukte til at hugge seg vei gjennom øens-, på mange steder besværlige kratt. Dansken kunde ikke forstå det minste af hva de talte, eller gjøre sig forståelig. Kapt hadde en skipshund og den havde disse ville så stor respekt for så de trak sig tilbage fra landingsfeltet. Første nat tilbraktes under åben himmel, våde og utmattede som de vare, og de fik den ene svære regnbygen etter den andre over sig.

  Mandag 6. nvember roede Kapt og 2 mand ud til vraget, som nu havde løftet sig, slig at kun styrbords side lå over vandet. Skibet var nu også nesten brækket av på midten. Ved tilbagekosten måtte det tages beslutning om hvad man for det første skulde tage sig fore. Mandskabet ble sat i gang med at ordne tøyet og provianten på en plan under et høit fjeld og seilmageren syede et telt for at skaffe beskyttelse mod regnet Øens vilde barbarer indfant sig atter omkring landingsstedet Man forsøkte på at behandle dem venligt, gav den f eks beskøyter, men de forsto sig ikke det minste på brugen heraf, og turde ikke engang forsøge på at spise dem, de trilled dem hen ad marken. Preserverede sager var de derimod meget glade 

  1. De vilde også gjerne have klæder. Fremfor alt havde de stor færdighed i at stjæle, og når de bare kunde komme til, vragedede de intet, alt var dem lige tjenligt.

  Capt med en af de  dyktigste og pålideligste af folkene og skipshunden gik nu op på øen for at søge hjelp. Fra landingsstedet førte en dyb dal omgiven av ca 800 fods høyde og steile fjelde på begge sider, og disse var sterkt bevokset med skarp krattskog som det var nesten umulig at trenge gjennom. Efter 1 times vandring gjennom dalen, blev de to fodgjengerne opmerksomme på at de ikke kunde opdage vand noget sted. Og proviant hade de heller ikke utstyred sig med. Ganske utmattede  under denne tropiske sols  fryktelige hede, vilde de sette sig ned og hvile lidt. I det samme begynte skipshunden at te sig underlig. Den reiste sig på bagbenerne, tudede og fnyste  og så sig om til alle sider. De blev opmerksomme på dette, og talte til hverandre om, hvad dette kunde være; de mente nærmest at det kunde være ulvekatte,  hvoraf  hele dalen formelig vrimlede. De fortsatte deretter videre i håb om at finde vand. Som de kom til en åbning i krattet, kom det en stor tiger faren de i fult sprang og synest at ville styrte sig lige på Capt, der gik nærmest. I samme øyeblikk satte hunden, der gik lige ved Capt. I et vilt hopp lige  på tigeren,  og fik tag i dens strube. Denne kastede sig på ryggen og berbeidede  hunden med sine klør. At gå ned i krattet uden verge turde de ikke., der var al grunn til å tro at der fandtes flere af disse skrækkelige dyr. Reisen fortsattes med ængstelse.

   De hørte hunden en stund, men så den ikke mere. Vand fantes ikke, og efter ½ times tid kom de endelig ud af dalen. Og op på høydene. De vare da helt utmattede, og det syntes som om alt brændte innvendig på grund af tørst. Efter at have udvilet en stund fortsatte de vider ind over høiderne.

  Endelig traf de en af de vilde som stod og pillede peber av et tre, og denne havde lit vand i et kokos-skal. Hvilket kom vel med i deres brændende tørst. Derpå fortsattes videre henover bjergene, men de kunde ikke oppdage noget som kunne skaffe dem hjelp. De tog da til østsiden af øen, og var inde i mange bambushytter. Men kunde ikke på nogen måde gjøre sig forståelig. Efter at have fullgt den østlige strand over bjergene og passered over flere  800 fod dybe daler,  kom de klokken  7 om natten til det øvrige mannskab, ganske utmattede af sult og tørst.

  --------

   Dermed er vi til veis ende med denne dramatiske skildringen i  Lillesands Tidende for  21 mars 1883. Det vil si at det er en fortsettelse , antagelig i neste nummer av avisen, nemlig 28. mars 1883, Nå har det vært flere aviser i Lillesand gjennom tidende, og jeg vet ikke om de videre eksemplarer er arkivert noen steder.

  Jeg fikk denne avissiden av Arne Mjåland,  trolig på 1980 tallet. Jeg vil prøve, men det kan  virke vanskelig å finne fortsettelsen. Men det vi vet, var altså  at  kaptein Jahnsen, mot alle odds, og etter å ha trålt denne  avsidesliggende øya kom tilbake til sine kamerater ved strandingsstredet. Antagelig har andre sjøfarende oppdaget dette, og har brakt mannskapet på 14 mann til sivilisert sted, og derfra hjem til Lillesand.

  I rullene står at   Bark Bjarke ble strandet og forlist i Limbok-stredet ved Java. Disse Lillesanderne eide hver sin tiendpart av skuta:   Dette har trolig vært et partsredei hvor  Per og Ole Knudsen, gjennom O &P Knudsen har gått inn med sin del gjennom byggingen. Videre: H.J. Hammer, P.H. Johnsen, Lars Hammer, J.F. Jahnsen. T Nielsen, N.C. Flørenæs,J. Thyvold, og 

  1. Dannevig. Etter oppgavene kan det se ut til at Johan E Knudsen, som bodde i vestregate i Lillesand, har vært kaptein siden sjøsettingen, siden bare hans navn er  nevnt. Fungherende rederi var B. Birkeland, Lillesand. Av mannskapet ellers vet vi bare at Bent Guttormsen og Lars Olsen og Jan Emil Jonsen ble reddet.  Gustaf Langfelt Birkeland var med som førstereis, 19 år gammel. Han var sønn til   til rederen, og førstereisgutt. Gustaf ble senere selv skipper i rederiet, og førte blant annet bark Glimt av Lillesand 
     

     Det var her, ved Java i indonesia at barkskipet Bjarke forliste i 1882. De hadde tatt inn sukkerlast i Surabaja. Det var tre muligheter til å komme ut i rom sjø. De fikk råd om å bruke Lombok-stredet, og det ble fatalt. Kommet til utløpet fikk de vindstille og sterk strøm mot, slik at skuta var uten kommando og ble knust på et korallrev.

     --------1

     Bildet under er en kopi av avissiden der dette forliset er tatt inn. Lillesands Tidende kom ut hver onsdag og dette var  den 23 utgivelsen.  Det var 2 årgang.

   

   

  
  
  
  

  Kilder

  Tom Svennevig

• Mannskap
• Bilder (1)
• Dokumenter (1)